Aktantmodellen beskriver de generiske roller, som kan identificeres i mange fortællinger. Modellen bygger på den russiske forsker Vladimir Propps (1895-1970) kortlægning af russiske folkeeventyr, hvor han identificerede en række fællestræk og funktioner.

Propps tese var at kortlægge en form for folkeeventyrets grammatik; forstået som en bagvedliggende struktur. Cirka 40 år senere udviklede sprog- og litteraturforskeren Algirdas Julien Greimas aktantmodellen på grundlag af Propps arbejde. Greimas’ projekt var således med udgangspunkt i Propps arbejde at udlede en art ’fortællingens grammatik’.

Aktantmodellen består af seks roller. De vil ikke altid alle være til stede eller lige fremtrædende, men der vil altid være et subjekt, som har et projekt. Modellen kan illustreres således:

En typisk måde at eksemplificere modellen er på ved at tænke i det klassiske eventyr: Subjektet, prinsen efterstræber objektet, den smukke prinsesse. Han får hjælp af den gode fe (hjælper) til at realisere sit projekt, selvom han møder modstand fra heksen (modstander). Til slut giver kongen (giver) prinsessen (objektet) til prinsen (modtager), og de lever lykkeligt til deres dages ende. Det vil sige, at modellens kategorier nu kan erstattes med følgende roller:

Det er væsentligt at huske på, at en aktant ikke er det samme som en aktør. En aktør – såsom prinsen – kan godt indtage flere aktantroller; som ovenfor, hvor han både er subjekt og modtager (af prinsessen). Aktanten ’modstander’ kan også bestå af en gruppe af aktører: Flere hekse eller både hekse, drager og den onde stedmor. Det bør tilføjes, at der kan ske en udvikling i en fortælling, som ændrer, hvem der er hjælper og modstander.

Modellen kan selvfølgelig udfoldes mere end gjort her. Eksemplet ovenfor anvendes ofte som det klassiske eksempel, men modellen kan selvfølgelig bruges – og bliver brugt – i alt fra film til moderne storytelling og propaganda. Prøv selv at indtænke aktantmodellen i forhold til – fortællingen om – en given konflikt. Fortællingen – og dermed modellens roller – vil selvfølgelig afhænge af, hvem der udlægger sagen.

Modeller er aldrig bedre end den måde, de bliver brugt. Hvis man bare bruger den til at beskrive det åbenbare, er værdien beskeden, men værdien i et informationsærinde som her er at tvinge analytikeren til at overveje de forskellige roller. Det er selvfølgelig langtfra altid så klart og indlysende som i eksemplet ovenfor.