Det sikkerhedspolitiske barometer står på uvejr. Ikke kun i Ukraine og ikke kun på grund af krigen i Ukraine. Ny sikkerhedspolitisk normal er ikke enten krig eller fred, men midt i det hele, hele tiden.

[Dette indlæg har også været bragt som en artikel i magasinet RESERVEN 04/2022]

Af militæranalytiker Jeanette Serritzlev, Forsvarsakademiet

Kan hybride trusler blive ved med at være et emne? Svaret er: Ja, åbenbart. Ikke kun fordi begrebet er diffust, men også fordi det er foranderligt. Sidste år skrev jeg i RESERVEN om migrantkrisen i grænselandene til Belarus, fordi det på det tidspunkt var et ’nybrud’ med den gængse forståelse af hybride trusler. Hybride trusler er – berettiget kritiseret for ikke at være særligt konkret. Ikke desto mindre må man bare konstatere, at begrebet er hyppigt anvendt og bruges som en samlebetegnelse for en lang række af aktiviteter. Kunne man i stedet kalde det ’gråzonekonflikt’? Selvfølgelig. Kunne man kalde det ’destabiliserende aktiviteter’? Så absolut. Som analytiker inden for feltet kan jeg blot konstatere, at begrebet er blevet ’hot’ igen – men også at det i forståelsen anno 2022 skal forstås bredere, end det typisk har været anvendt af blandt andet politikere og i medier.

I bund og grund kan man sige, at hele Den Kolde Krig i høj grad bestod af hybride trusler. Dermed er der meget, vi kender fra tidligere – tilsat en teknologisk udvikling, der selvsagt påvirker, hvordan truslen og de konkrete aktiviteter kan manifestere sig.

Hybride trusler som led i en hybrid strategi
Artiklens påstand skal være, at det betyder noget, om man anskyder hybride aktiviteter som ’krigsførelse’, ’trusler’ eller ’strategier’. Hvor man for år tilbage talte om ’hybridkrig’, er tendensen nu snarere at tale om hybride trusler. Det giver god mening, da det, vi mener, sjældent er en ’krig’, men snarere, hvad man kan kalde en hybrid strategi, som indeholder anvendelsen af en række forskellige aktiviteter. Den enkelte aktivitet i sig selv kan ikke være hybrid, idet det – selvsagt – kræver en kombination af mindst to elementer. En konkret påvirkningsaktivitet, et cyberangreb eller et angreb på kritisk infrastruktur udgør altså ikke i sig selv hybride aktiviteter. Samlet kan de imidlertid indgå som elementer i en hybrid strategi. Det kan illustreres på følgende vis:

En væsentlig pointe ved hybride trusler er, at de er foranderlige af natur og evner at tilpasse sig i tid og rum. Det betyder også, at man skal være varsom med en for firkantet kategorisering af truslerne. For hvis man rubricerer dem som enten kategori a, b eller c, risikerer man ikke at få øje med det, som for et givent tid og sted er den konkrete trussel. Hvem ville f.eks. have tænkt på migrantstrømme fra Belarus eller sabotage på Nord Stream II som led i en hybrid strategi, før det skete?

Kan den slags for hybrid strategi så også indgå i egentlig krig? Ja, det kan man godt argumentere for. I den russiske invasion i Ukraine ser vi en lang række af klassiske elementer i konventionel krig – sammen med hvad der ligner systematiske krigsforbrydelser og f.eks. tyveri af korn. Terrorbomninger er byer og mørklægningen af hovedstaden Kyiv kan man godt argumentere for er led i en hybrid strategi, da det – som hos Douhet – handler om at presse befolkningen til at presse politikerne til at bøje sig. At det så (heldigvis) ikke ser ud til at virke, er noget andet.

Elasticitet og udsving i trusselsbilledet
Til at forstå dynamikkerne i det internationale system, herunder anvendelse af hybride strategier, kan man finde forklaringskraft i begrebet spektrumselasticitet: Spektrumselasticitet tager udgangspunkt i de fire statslige magtinstrumenter diplomati, information, militær og økonomi (DIME) og kan defineres således:

”Spektrumselasticitet beskriver den enten bevidste eller tvungne bevægelse igennem konfliktspektret, hvor anvendelsen af alle statens magtinstrumenter samlet eller hver for sig kan eskaleres og deeskaleres i tid, intensitet og geografi, hvormed konfliktgraden kontinuerligt udvides eller komprimeres.”

Spektrumselasticitet udtrykker således for det første, at aktører kan befinde sig forskellige steder på modellens horisontale skala for konfliktopfattelse alt efter, hvilket magtinstrument det handler om. For det andet udtrykker begrebet, at en stat kan være i ”selvopfattet fredstid”, men i realiteten blive udsat for økonomisk, politisk eller informationsmæssig krigsførelse fra en eller flere andre stater. En stat kan omvendt også vurdere sig selv højere på konfliktopfattelsesskalaen, end modparten gør.

Spektrumselasticitet kan således anvendes til at beskrive en sikkerhedspolitisk spændt situation og forklare udsving og mulige handlerum. Her kan man fx tænke på, hvordan Danmark og andre lande samt overstatslige organisationer som EU har anvendt forskellige magtinstrumenter i løbet af krigen i Ukraine. Alle fire magtinstrumenter er blevet brugt. Der er bl.a. blevet gjort brug af retorisk eskalation og deeskalation samt donation af forskellige militære våbensystemer, men hvor man løbende har taget hensyn til den effekt, som våbendonationer ville kunne få på Ruslands konfliktopfattelse.

Fremtiden er urolig og hybrid
Efter al sandsynlighed ser vi mod en fremtid, hvor strategisk konkurrence er normen, inklusive aktiviteter, der presser niveauet til grænsen – eller over – i forhold til konflikt. Det er også en fremtid, hvor meget sker i gråzonerne. ’Gråzone’ kan betyde to forskellige ting: 1) At noget ikke nødvendigt er ulovligt, 2) At noget ikke er muligt (eller ønskeligt) at attribuere. Førstnævnte kan være åben støtte til politiske bevægelser. Sidstnævnte kan f.eks. være cyberaktiviteter.

Det sikkerhedspolitiske barometer står på uvejr. Vi kan trække på erfaringer fra Den Kolde Krig – og det bør vi gøre – men vi skal også omstille os, også mentalt, på en ændret sikkerhedspolitisk hverdag, hvor ’just in time’ betyder ’not in time’, og hvor håbet om, at det nok skal gå, kan være ikke bare dårlig, men også dyr strategi.