Ordet propaganda optrådte først i 1620’erne, da den romersk-katolske kirke i 1622 stiftede organisation Congregatio de Propaganda fide, der betyder ‘kongregationen til troens udbredelse’. Oprindeligt var ordet således knyttet til udbredelse af den rette tro.
Fra tiden omkring og efter 1. verdenskrig blev anvendelsen af ordet udbredt til også at handle om politisk agitation. Eksempelvis oprettede man i 1935 den socialdemokratiske Hovedorganisationernes Informations- og Propagandaafdeling, ligesom ordet blev brugt i relation til reklame uden en negativ værdiladning (MacDonald; 2007:32). I Ordbog over Det Danske Sprog fra 1936 beskrives propaganda da også neutralt som udbredelse af idéer (politiske; religiøse; sociale) eller i den kommercielle forståelse om bestræbelserne på at få folk til benytte og købe varer. I modsætning hertil medtager den senere ordbogsserie Den Danske Ordbog fra 2005 alene den negative brug af begrebet.
Den negative konnotation fulgte med nazismen og kommunismen (MacDonald; 2007:32) og blev ikke mindst personificeret under 2. verdenskrig i form af Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels (Welch; 2002:6).
Propaganda kommer af propagare: ‘forplante ved podning, stiklinger m.m., udbrede’. Propaganda skal her forstås som defineret i Den Store Danske:1
Systematisk tilrettelagt envejskommunikation, der i frihed over for sagligheden med suggestive midler (ord, gerne billeder og musik) sigter mod at styre modtagernes holdning og adfærd. Hvor saglig argumentation med rod i samtale og debat vil vise, bevise og overbevise, vil propaganda ved demagogi overtale og forføre.
Propaganda er altså i denne forståelse en teknik, der kan bruges, og som kan være forklædt som f.eks. legitim politisk agitation, satire eller nyheder.
1 Fafner, Jørgen: propaganda i Den Store Danske på lex.dk. Ffra https://denstoredanske.lex.dk/propaganda.