I en klassisk kommunikationsmodel tænker man normalt i afsendere og modtagere. Dette gælder selvfølgelig stadig. Man skal blot huske på, at en aktør kan indtage flere roller; man kan således forstå aktørperspektivet på flere niveauer.
En aktør kan indgå i flere kredsløb og afsende ét budskab i ét kredsløb, som modtageren vælger at videredistribuere i et andet. Den oprindelige modtager i første kredsløb bliver dermed afsender i det andet. På den måde kan den oprindelige afsender blive modtager af sit eget budskab i et senere kredsløb; i justeret form eller i en negeret form som et modbudskab.
Aktørbegrebet bruges ofte i betydningen afsendere/udøvere, mens målgrupperne for budskaberne bliver anskuet som passive modtagere. Når det gælder digital påvirkning, har modtageren derimod typisk en aktiv rolle som videredistributør af budskabet; ved at videresende det, dele i sit netværk eller via kommentarer og anden interaktion, der bidrager til dets synlighed.
Afsendere/udøvere
Et andet og interessant element ved Information Warfare er, at det ikke behøver at være gennemført af statsaktører, men også kan bedrives af eller via ikke-statslige aktører (Robinson et al.; 2018:xxi), som handler enten på egen hånd, på statens vegne eller i statens interesse.
Der er selvsagt [typisk] forskel på de ressourcer og kapabiliteter, som henholdsvis en statsaktør og en ikke-statsaktør har til rådighed. Selv om Islamisk Stat har vist et nyt niveau i informationsmiljøet, når det gælder terrororganisationer, herunder også en tilsyneladende langt mere formaliseret og stærkere C2-struktur,1 er det på alligevel stadig på et anderledes niveau end en klassisk modpart i form af en statslig aktør.
Grundlæggende er det værd at skelne mellem tre væsensforskellige aktørformer:
- Stater
- Internationale organisationer
- Ikke-statslige aktører
Ikke-statslige aktører kan inddeles i to undergrupper:
- Ikke-statslige aktører, der handler på vegne af en stat og/eller i en stats interesse; kan eksempelvis være (mere eller mindre) private virksomheder, interesseorganisationer/tænketanke eller PMC’er (Private Military Companies).2
- Ikke-statslige aktører, der handler uafhængigt, hvilket dækker over alt fra NGO’er, kommercielle organisationer, terrornetværk og kriminelle netværk. Det kan for så vidt også være enkeltindivider.
Informationsmiljøet tilbyder således aktørerne mulighed for at interagere med og influere på individers vilje og forståelse med en hidtidig uset hastighed og mængde af informationer. Informationer går på tværs af platforme; de er så at sige platformskonvergente, ligesom de er geografisk grænseoverskridende.
Bemærk her, at det ikke nødvendigvis er enhver aktivitet i informationsmiljøet, der kan kategoriseres som informationskrigsførelse. Det ville betyde en udvanding af begrebet. Men alle informations- og kommunikationsaktiviteter indgår i informationsmiljøet med potentiel effekt.
Dette kan lyde kryptisk, men det afviger faktisk ikke fra andre områder; hvis to kriminelle grupperinger bekriger hinanden, kan man omtale det som ’bandekrig’, men ikke i betydningen ’traditionel krig’. Det enkelte våben har i hænderne på henholdsvis den professionelle soldat og den kriminelle samme potentielle virkning over for den, det bliver rettet mod – men rammen er forskellig.
Når der tales om våbenliggørelse af information, er det en erkendelse af den potentielle effekt, som informationen kan have. Det betyder ikke, at enhver form for ’våbenliggjort information’ er lig med informationskrig.
Eksempel: En hetz med grund i en personlig tvist mellem individer eller en gruppe af individer kan anvende nogle af de samme midler som en orkestreret kampagne iværksat af statsstøttede ’trolls’; begge kan være og have til formål at virke som et psykologisk angreb, men det giver ikke mening at omtale det første som informationskrig.
Målgrupper
Påvirkningsaktiviteter kan både være rettet mod interne og eksterne målgrupper. I grove træk kan man i mange typer kommunikation tale om tre typer af målgrupper (modtagere):
- Den gruppe, der allerede er enig med afsenderen
- Den gruppe, der aldrig bliver det.
- Midtergruppen i form af tvivlerne, som kan tippe til begge sider.
Ofte kæmpes slaget om midtergruppen, som ikke behøver at være én homogen gruppe, men en samlebetegnelse, hvis eneste fællestræk er, at de ikke er overbevist til den eller anden side. Derfor vil de formentlig også skulle adresseres via forskellige kanaler og med forskellige (tilpassede) budskaber under hensyntagen til deres interesse i budskabet, sproglige og kulturelle koder samt andre demografiske forhold.
1 Command & Control.
2 F.eks. det russiske Internet Reseach Agency, der blev kendt som firmaet bag en troldefabrik i Skt. Petersborg. Selv om firmaet angiveligt er privatejet, handler det, med eller uden direkte direktiv, i statens interesse. Læs f.eks. edition.cnn.com/2017/10/17/politics/russian-oligarch-putin-chef-troll-factory/index.html. Et andet eksempel er de såkaldte APT-grupper, hvoraf APT29 også er kendt som Cozy Bear, som i juli 2020 er beskyldt for hackerangreb rettet mod britisk forskning i en COVID19-vaccine: https://www.bbc.com/news/technology-53429506.