Forskel på desinformation og misinformation

Desinformation og misinformation anvendes ofte i flæng, men dækker over forskellige elementer. I denne forfatters forståelse anvendes begreberne desinformation og misinformation på følgende måde:

• Desinformation er spredning af helt eller delvist falsk information, som afsenderen spreder med henblik på at opnå en bestemt effekt. Afsender er klar over, at informationen er falsk.

• Misinformation er spredning af forkert information, som afsenderen selv tror på er korrekt. Afsender er ikke klar over, at informationen er falsk).

Selvom begreberne bruges i flæng i både medier og af politikere, synes der at være relativt akademisk konsensus om at adskille begreberne som gjort ovenfor.

Det skal bemærkes, at misinformation jf. både Den Danske Ordbog og Retskrivningsordbogen kan betyde både fejlagtig eller vildledende information, mens desinformation udelukkende anvendes om den vildledende eller fejlagtige information.

Det er således ikke semantisk forkert på dansk at anvende misinformation i betydningen ’vildledende information’, men i en professionel sammenhæng giver det mening at holde begreberne adskilt.

Forskellen bliver tydelig i et eksempel som: ”Ministeren oplyser, at han var blevet misinformeret.” Her ville det ikke give mening at anvende ’desinformeret’.

Desinformation som aktiv foranstaltning

Desinformation er ikke bare en fordanskning af ’disinformation’, som det hedder på engelsk. Begrebet kommer fra russisk ’дезинформация’ (dezinformatsiya).

Begrebet begyndte at blive anvendt om det at sprede falsk information med henblik på at påvirke en folkelig holdning i 1920’erne (Mahairas & Dvilynski; 2018). Det betyder ikke, at der ikke har været anvendt desinformationsteknik tidligere; det er bare først med Stalin (Pacepa & Rychlak; 2003:u.s.), at begrebet bliver anvendt, som det bruges i dag.

Den tidligere rumænske efterretningsofficer, generalløjtnant Ion Mihai Pacepa, som i 1978 afhoppede til USA, skriver i bogen ’Disinformation’ om desinformation som en russisk specialitet, der er ”dybt rodfæstet i den russiske muld og i landets historie” (Pacepa & Rychlak; 2003:u.s.). I de sovjetiske lærebøger, der var en del af hans uddannelse som efterretningsofficer, fortæller han, at desinformation blev beskrevet som opstået i 1800-tallet med udspring i historien om fyrst Potemkin, der ville imponere kejserinde Katarina den Store og derfor opstillede det, der siden blev kaldt ’Potemkin-landsbyer’ (ibid.).

På trods af denne romantiserende italesættelse er der ikke noget specielt romantisk over det. Faktisk forsøgte man ifølge Pacepa i 1950’erne fra sovjetisk side at sprede fortællingen om, at ’desinformation’ slet ikke var russisk, men udsprang af fransk om en teknik anvendt af det imperialistiske Vesten (ibid.).

Desinformation indgår som et element i det sovjetiske begreb ’aktive foranstaltninger’ (’active measures’). Aktive foranstaltninger henviser til operationer, der har til formål at påvirke andre nationers politik og omfatter. I en publikation fra 1981, dvs. fra under Den Kolde Krig, beskrives følgende aktiviteter som indeholdt i begrebet:

• Desinformation (skriftlig som mundtlig)
• Forsøg på kontrol med medier i andre lande
• Brug af frontorganisationer og kommunistpartier
• Klandestine radioudsendelser
• Afpresning
• Politiske påvirkningsoperationer

Enhver desinformationskampagne må for at være effektiv bygge helt eller delvist på fakta eller alment accepterede synspunkter (Bittman; 1985:49).

Desinformation er brug af rygtedannelser, antydninger og forvrængning af fakta. Falske dokumenter, som brevet fra den grønlandske udenrigsminister til en amerikansk senator (se tidligere), kan anvendes til at skabe medieomtale og dermed sprede desinformationen – som i den case, der gennemgås herefter. Distribution af falske breve har i øvrigt været en velkendt sovjetisk metode (Smith; 1988:32).

Russisk desinformation kan inddeles i to former: Strategisk og taktisk. Taktisk desinformation er et stykke desinformation, som ikke understøttes af andre midler. Det kan understøtte en strategisk desinformationskampagne, eller det kan være et enkeltstående stykke, som kan få lov til at se, om det kunne flyve – eller blot bidrage til støj i informationsmiljøet (Bittman; 1985:49-50).

Strategisk desinformation er et redskab for staten med henblik på at vildlede fjenden. Her er der altså tale om en strategisk prioritering, som kan have et længere tidsperspektiv, og som samordner forskellige virkemidler; såsom forfalskninger, presse, frontorganisationer (ibid.).