Stater og hærførere har gennem hele historien søgt at opnå militære fordele gennem opnåelse af effekter i informationsmiljøet. Dette er stadigvæk gældende, men det moderne informationsmiljø har imidlertid nogle nye bestanddele og karakteristika, som det er væsentligt at kende for at forstå og kunne agere effektivt i det.

Domæner

Informationsmiljøet i en militær kontekst skal forstås som et koncept, der er skabt for at forstå denne form for kampplads. Informationsmiljøet består af tre domæner, henholdsvis.: det fysiske, det virtuelle og det kognitive, hvoraf det kognitive er det vigtigste.¹ ’Domæner’ må her ikke forveksles eller blandes sammen med Natos kampdomæner.

Informationsmiljøet kan skitseres på forskellige måder, for det er netop et koncept; man kan ikke se ’informationsmiljøet’, selv om vi konstant bevæger os i det og både afsender og modtager information. Her i bogen tages der udgangspunkt i informationsmiljøet som defineret i Natos doktrin for informationsoperationer, AJP-3.10, hvor det illustreres med de tre domæner, som hver især kan inddeles i en række lag:

• Det fysiske domæne: Det fysiske domæne er både den fysiske verden omkring os og fysiske netværk. Det er i dette domæne, at individer, nationer, stater og samfund interagerer,² og det består af de fysiske komponenter, der muliggør transmission.

• Det virtuelle domæne: Det virtuelle domæne er der, hvor informationer distribueres. Det virtuelle domæne er der, hvor mennesker rent faktisk er forbundet på internettet og kan sende eksempelvis en e-mail. Det er her, man kan gennemføre cyberoperationer eller cyberforsvar. Som nævnt må domæne her ikke forveksles med kampdomæner, og det virtuelle domæne er altså ikke lig med kampdomænet cyber, selvom der i indhold er en fællesmængde.

• Det kognitive domæne: Det kognitive domæne er der, hvor mennesker behandler de informationer, de modtager; det er her, mennesker tænker og træffer beslutninger. Som gennemgået under Information Warfare er det dette domæne, der kæmpes om – men som forudsætter de to andre domæner. Som sociale væsener fortolker mennesket ikke kun som individ, men også i fællesskab. Når mennesker behandler informationer, sker det på baggrund af forforståelser og bias, som kan være på enten individ- eller gruppeniveau. Det enkelte individs forforståelse vil være præget af egne erfaringer og den samfundsmæssige kontekst, mens det for en gruppe eller et folk vil være præget af strategisk kultur.³

Karakteristika

Det moderne informationsmiljøs karakteristika kan beskrives som hastighed, volumen og tilgængelighed (Serritzlev; 2018:32ff.):

• Hastighed i evnen til at tilgå, distribuere og downloade. Forskydningen fra begivenhed til omtale eller livestreaming er minimeret; situationer kan formidles i real-time, og det er lettere at kommunikere med ligesindede og mobilisere folk end tidligere.

• Volumen i information, det vil sige mængden af tilgængelig viden, det være sig sand eller falsk. Når informationen først én gang er bragt online, har den typisk en længere (varig) levetid end tidligere tiders aviser eller nyhedsudsendelser på tv. Det gælder også volumen i den mængde af data, som man kan distribuere.
  
  
• Tilgængeligheden i form af adgangen til det globale informationsmiljø. I dag kan man over det meste af kloden få adgang til internettet og de services, man ønsker; det være sig hjemmesider, apps, blogs, e-mails, elektroniske versioner af traditionelle nyhedsmedier samt YouTube eller tjenester som WhatsApp og andre åbne eller lukkede internetplatforme.

Dermed kan stater og øvrige aktører i informationsmiljøet, nu som tidligere, men i øget omfang, udkæmpe kampen om narrativet og legitimiteten og derigennem påvirke befolkninger og opinionsdannere i tryghed bag egne fysiske grænser.

Disse karakteristika betyder samlet, at enhver idé om at opnå fuld kontrol med informationsmiljøet på nuværende tidspunkt alene kan være en aspiration. En stat kan kun i en afgrænset periode have informationsdominans i et givent afgrænset område. I stedet kan man kontinuerligt stræbe efter informationsmæssig overlegenhed.

1^ NATO AJP-3.10 Allied Joint Doctrine for Information Operations, 2015:0102.

2^ NATO AJP-3.10 Allied Joint Doctrine for Information Operations, 2015:0102.

3^ Strategisk kultur forstås her som defineret af Jack Snyder: “[D]en samlede sum af ideer, betingede følelsesmæssige reaktioner og mønstre af sædvanlig adfærd, som medlemmer af et nationalt strategisk fællesskab har erhvervet sig gennem indlæring eller efterligning af andre og deler med hinanden [med hensyn til nuklear strategi],” i: Jack Snyder (1977:8): The Soviet Strategic Culture: Implications for Limited Nuclear Options. Snyder beskæftigede sig med nuklear strategi, men begrebet anvendes i dag bredere om fællesskabers strategiske valg (Jørgen Staun (2018: Ruslands strategiske kultur under Putin, Forsvarsakademiet).