Hybridkrig og hybride trusler blev populære begreber, dels da chefen for den russiske generalstab, general Valery Gerasimov i 2013 udgav en artikel om fremtidige krige, og dels med den russiske annektering af Krim i 2014. Med dette in mente tænker mange på hybridkrig som noget med ’Små Grønne Mænd’ på Krim. Altså soldater uden nationalitetsafmærkning. I andre sammenhænge oversættes det med ’cyber’ eller ’påvirkning’. Alle tre er elementer, der indgår i hybridkrig, men hybride trusler dækker langt mere end det.
Ofte anvendes begreberne hybridkrig eller hybride trusler så flydende, at enhver snart kan lægge det i dem, som nu passer til lejligheden. Det skaber forvirring – og måske også en fornemmelse af, at “det nok ikke er relevant for mig.” Men hybride trusler er reelle og konkrete. Både for samfundet som helhed og for den enkelte borger.
Frank G. Hoffman, der oftest tillægges at være fader til begrebet, skrev derimod i første omgang om hybridkrig med udgangspunkt i krigen i Libanon i 2006 mellem Israel og Hizbollah. Hoffman fremhæver blandingen af statslige konventionelle krige og metoder og irregulære aktørers ditto som forskellig fra tidligere.
Hoffman anskuer hybridtruslen som noget, der kan true Vestens interesser og verdensordenen, ligesom han fremhæver, at ikke-statslige aktører, der ikke er bundet af krigens love, vil udvise barbari, som vi troede hørte fortiden til. Hoffman og Gerasimov er altså nødvendige at kende, når man skal forstå diskussionen om moderne hybridkrig – men man kan pege på mange andre, som har skrevet om ikkekonventionelle konflikter igennem tiden. I det følgende sættes hybridbegrebet i rammen af den
amerikanske diplomat George Kennans ’Political Warfare’.
Da den russiske præsident Putin lod en fotoseance med den tyske kansler Merkel blive afsporet et ’uventet’ besøg af en velvoksen hund, som den tyske kansler vel at mærke er kendt for at frygte, eller når Tyrkiets præsident Erdogan ’glemte’ en stol til formanden for EU-kommissionen Ursula von der Leyen, er det jo ikke en hybrid aktivitet. Det er også voldsomt at kalde det alene for ’politisk krig’, men det er udtryk for en ’politisk magtkamp’. Det er diplomatisk magtudøvelse, der samtidig udnytter det informationsmæssige magtinstrument med henblik på at opnå en propagandistisk effekt. På samme måde kan man diskutere, hvor man skal placere soft power – kampen om værdimæssig tiltrækning, f.eks. i form af politiske eller kulturelle værdier, medieplatforme eller -produkter.
Når vi italesætter noget som en hybrid trussel, ligger der i det, at der er en fjendtlig intention bag, og at det er mere eller mindre fordækt. Det er et gråzoneområde, men det betyder noget, om en given aktivitet anskues som en legitim, om end ’irriterende’, anvendelse af magtinstrumenterne diplomati eller information eller som en ’fjendtlig (hybrid) trussel’. I denne forfatters optik giver det god mening af se hybride trusler i rammen af Political Warfare. Det er f.eks. ikke svært at se Den Kolde Krig som en politisk krig med to stormagters rivalisering med anvendelse af alle statens magtinstrumenter. Det giver mindre mening at tale om Den Kolde Krig som én lang hybridkrig. Men i Den Kolde Krig indgik selvsagt et hav af hybride aktiviteter.