Lige nu kæmpes en forfærdelig krig på ukrainsk grund, men den udkæmpes også i informationsmiljøet. Ruslands mere og mere desperate forsøg på at etablere et nationalt informationsskjold viser, at det prioriteres fra Kremls side. Man ønsker, at den almindelige russer udelukkende får det kremlske narrativ angående krigen i Ukraine. Det kan man til et vis grad lykkes med. Men det er ikke upenetrerbart.
Af Jeanette Serritzlev
”An iron curtain has descended across the continent,” sagde Winston Churchill i en af sine berømte taler fra 1946. I 2022 kan man parafrasere ham ved at sige, at et informationstæppe har sænket sig over internettet. Hvordan er det sket? Det er bl.a. sket ved, at det statslige medietilsyn i Rusland, Roskomnadzor, løbende under krigen har ændret – det vil sige indskrænket – muligheden for dels mediernes mulighed for at informere om krigen samt dels befolkningens mulighed for at søge information.
I det, der nu virker som lysår siden, altså krigens første døgn, forbød det russiske tilsyn, at russiske medier anvendte ord som ’invasion’ og ’krig’ om netop invasionen og krigen i Ukraine. Dernæst fulgte krav om udelukkende at anvende officielle russiske kilder til at dække krigen. Og derfra fortsatte det. Meldinger om problemer med at tilgå visse sociale medier i Rusland bredte sig, såsom Facebook og Twitter. I dag er Facebook decideret blokeret. Ligeledes var der meldinger om, at det var sværere at tilgå russiske medier fra vestlig side.
Er det så overraskende, at Rusland så bastant forsøger at kontrollere sit informationsrum? Egentlig ikke, for frygten for udefra kommende påvirkning fremgår også af flere strategiske dokumenter, inklusive militærdoktrinen fra 2014. I den hedder det, at en af de primære interne militære risici er (paragraf 13): “[s]ubversive information activities against the population, especially young citizens of the State, aimed at undermining historical, spiritual and patriotic traditions related to the defence of the Motherland.”
Derfor burde det ikke komme som en overraskelse. Alligevel vil jeg mene, at såvel den voldsomhed som hastighed, hvormed man har gjort det, har overrasket. Et eksempel ud over censuren er, at det russiske undervisningsministerium en uge inde i krigen gennemførte onlineundervisning for skolebørn i, hvorfor krigen var nødvendig.
Rusland forsøger mere og mere desperat at udøve kontrol over eget informationsrum. Ved også at ville diktere, hvordan vestlige journalister må rapportere fra Rusland, ser vi et ønske om også at påvirke opinionen uden for Rusland.
Mange internationale medier har valgt at trække sig fra Rusland, efter at en ny lov varsler om straf på op imod 15 års fængsel for at sprede såkaldt ’falske nyheder’.
Samtidig har EU blokeret RT og Sputnik. Mange digitale platforme uden for Rusland fjernede allerede i krigens første dage muligheden for russiske platforme til at distribuere budskaber eller reklamere.
I skrivende stund er medier som Deutsche Welle, BBC Russia og Meduza blokeret i Rusland. BBC Russia kan nu tilgås via en Tor-browser. Meduza har i et nyhedsbrev til sine læsere instrueret i, hvordan man installerer en VPN. Cyberaktivistgruppen ‘Anonomous’ har bl.a. opfordret folk til at skrive om krigen på anmeldelser af restauranter i Rusland på Google og Tripadvisor. Det har fået begge platforme til at suspendere muligheden for at anmelde.
Hvad betyder det så for den almindelige russers syn på krigen? Groft sagt kan man sige, at de russere, der normalt orienterer sig mod statslige medier for nyhedsopdateringer, næppe bemærker, at regimekritiske medier som Tv Dozhd eller Meduza er lukket. Hos den del af befolkningen er der meget, der tyder på, at man køber narrativet om en nødvendig ‘militær operation’ i Ukraine, som er Vestens og Ukraines skyld.
For de russere, der orienterer sig mod oppositionsmedier og information udefra, er censuren selvfølgelig tydelig. De kan dog stadig finde adgangsveje. Rusland kan således etablere et informationsskjold over for egen befolkning, der i sin statslige censur og propaganda kan vække mindelser om sovjettiden. Det kan virke på masserne, men det er ikke upenetrerbart. Teknologien har ændret sig siden Sovjetunionens sammenbrug. Man kan formidle et stramt styret narrativ på tv, men i længden bliver det svært at skjule de mange demonstrationer, uanset hvor hårdt man slår ned. Ligeledes gælder det de mange skriftlige protester på forskellige niveauer. Og ikke mindst kan man heller ikke skjule de mange dræbte og sårede soldater for de pårørende.
Når ukrainsk forsvar vælger at lade tilfangetagne russiske soldater ringe hjem – som man kan se det på de mange videoer, som er lagt ud på officielle ukrainske platforme – er det også en del af en strategi for at nå den russiske befolkning. Det samme gælder de øvrige initiativer, som ukrainsk forsvar har iværksat, hvor russiske pårørende kan søge information om deres soldat via en hjemmeside, en Telegram-kanal og en telefonisk hotline.
Jeg indledte med at parafrasere Churchill. Lad mig afslutte med at citere Abraham Lincoln: “Man kan narre hele befolkningen noget af tiden og noget af befolkningen hele tiden. Men man kan ikke narre hele befolkningen hele tiden.”
Vil du vide mere? Læs blandt andet: