Den hemmelige informationskrig på LinkedIn

Af Jeanette Serritzlev

”Den første TikTok-krig” vil nogle gerne benævne krigen i Ukraine. Jeg mener, at det er misvisende. Det er mere korrekt at omtale den som ”den første SoMe-krig”, fordi så mange platforme er så massivt i spil – og indhold deles på tværs af platforme. Man kan dermed tale om en høj grad af platformskonvergens.

Det interessante er, at mange brugere vil opleve krigen i deres ‘feed’ og dermed tro, at det er der, den udspiller sig. Og ved siden af i sofaen sidder mor/far/storesøster/lillebror med et andet ‘feed’ og samme opfattelse.

Krigen har mange feeds!

I Ukrainekrigen har mange talt om TikTok og Telegram. Og de platforme bruges i stor stil. Sammen med Twitter og Facebook og YouTube og Instagram og Reddit. Og LinkedIn. Skrev jeg ‘LinkedIn’? Jamen, hvorfor dog det, når det bare er en professionelt social netværk-platform? Fordi LinkedIn har vist sig som en platform, der i høj grad også bliver brugt til at sprede budskaber på en – for mig – helt ny måde, men som ikke så mange synes at have interesseret sig for endnu. Imidlertid har jeg haft lejlighed til at drøfte det med flere, som ikke følger Ukraine aktivt på andre medier, men som også har bemærket, at det fylder, hver gang de i disse uger går på LinkedIn.

Hvad er det så, der sker på LinkedIn? Det er selvfølgelig firmaer, der viser deres støtte til Ukraine. Det er ukrainere, der fortæller om krigen, og hvis opslag bliver liket – og dermed promoveret – og delt i stort antal. Og så er der også en meget aktiv troldehær på LinkedIn. Med ‘troldehær’ mener jeg ikke nødvendigvis russiske statsfinansierede folk, der skriver pro-Kremlske budskaber på diverse platforme. Jeg noterer mig blot, at det synes markant, i hvilken grad der kommer ‘modnarrativer’ i kommentarfeltet til mange opslag, der taler Ukraines sag. Jeg har kun mavefornemmelse som grundlag, men det virker så påfaldende, at jeg har svært ved at tro, at det er helt tilfældigt.

De forskellige budskaber og de forskellige konfronterende kommentarer figurerer selvfølgelig også på andre platforme. Særligt iøjnefaldende for mig er derfor, at LinkedIn er en aktiv del af informationskrigen, men at den går under radaren i medieøjemed, fordi alle taler om TikTok og Telegram. Imens oplever helt almindelige danske LinkedIn-brugere på daglig basis Ukrainekrigen i deres feed.

Krigen har mange feeds, og den foregår på mange platforme. LinkedIn er én af dem.

Klitjko-brødrene er også meget aktive på LinkedIn – ligesom de er på andre SoMe-platforme.

Et eksempel på klassisk virksomhedsopslag til støtte for Ukraine.
Et opslag med en film, der viser en russisk mand med et skilt, der opfordrer folk til at give ham et kram, hvis de også er imod krigen. Meget simpelt. Meget stærkt.
Eksempel på deciderede nødråb til Vesten om at handle nu.